søndag den 30. september 2012

Bryllupskage

 
 

For lang tid siden blev jeg bedt om at lave en bryllupskage til en gammel kollegas bryllup.
Jeg påtog mig opgaven og i dag var så dagen, hvor kagen skulle afleveres.
Det har været ugens projekt.
Kagen skulle være til 45 pers., og endte som en kage i to etager, hvor nederste målte 30x30x7-8cm og den øverste 19x19x7-8cm. Kagen skulle være hvid med efterårsblade.

Søndag i sidste uge lavede jeg bladene, der skulle ovenpå. De blev udstukket søndag og mandag fik de efterårsfarver, dvs. pulver farver blev børstet/duppet på med en pensel.

Mandag bagte jeg desuden mudcaken, der skulle være den midterste bund. Mudcaken er en opskrift jeg har fundet hos Kagekonen. Kagen har godt af at hvile nogle dage inden brug, og jeg har flere gange med held brugt den sammen med andre bunde i en kage.

Tirsdag bagte jeg de lagkagebunde (alm. og nødde), som skulle bruges. Opskriften var også en gammel kending, nemlig dem fra Jordbærkagen. Det er vel efterhånden den faste opskrift.

Onsdag lavede jeg chokoladetrøflen klar til afkøling. Det er også ved at være en fast opskrift: 2½ dl piskefløde varmes op til lige under kogepunktet og røres i 75g chokolade (lys, mørk eller hvid). Jeg tilsætter tip fra en lærer på Teknisk Skole i Ringsted altid et udblødt blad husblas til den varme fløde-chokoladeblanding. Desuden overtræk jeg et cakeboard med hvid fondant.

Torsdag blev kagen fyldt. Fyldet bestod foruden chokoladetrøflen af hindbærmousse.
Jeg brugte 300g hindbær, som blev kogt op med 3/4 dl sukker. Herefter tilsatte jeg 4 blade udblødt husblas. Når frugten er lunken vendes den i 2½ dl. let pisket flødeskum.
Det var ikke lysten, der prægede værket, for jeg havde det rigtig skidt med feber, ondt i halsen og hovedet fyldt af snot, men jeg kunne jo ikke så godt aflyse bryllupskagen to dage før brylluppet. Så torsdag aften lykkedes det mig at få fyldt kagen.

Fredag blev kagen smurt op med smørcreme (ligedele smør og flormelis tilsat lidt vanilie pisket luftigt) og overtrukket med hvid fondant. Kanten blev afsluttet med et bånd af grønt fondant på samme måde som cakeboardet. Igen var det ikke dagen, hvor jeg nød arbejdet, fordi jeg stadig var syg, men det skulle jo gøres. Jeg ville godt nok helst have givet opgaven til en anden, men det var ikke muligt.

I dag fik jeg så hjælp til at transportere kagen til dens bestemmelses sted. Jeg turde ikke selv køre med kagen, så en god kammerat kørte, men jeg havde den nederste del af kagen på skødet. Den øverste del blev sat på et skærebræt på små skridsikre måtter og brættet blev placeret i min termokasse. Med i bilen havde jeg også et lille nødsæt af værktøj i tilfælde af, at småreperationer var nødvendige. Det blev heldigvis ikke aktuelt, selv om jeg i løbet af de sidste par dage har set alverdens skræmmebilleder oppe i mit hoved:-) Kagen blev samlet dirkete på det bord, hvorfra brudeparret skulle skære den, hvilket lettede mig for så skulle, der ikke flyttes mere rundt på den.

Nu glæder jeg mig bare til at høre fra brudeparret, om de var tilfredse, og om der var kage nok, hvilket jeg også har været rædselslagen over, at der ikke skulle være.
Selv kan jeg selvfølgelig godt se ting, som kunne have været pænere eller bedre, men kan man ikke altid selv det? Det er min første bryllupskage, men det kunne også godt være den sidste, for jeg ved ærlig talt ikke, om jeg har nerver til at lave flere kager af den slags:-) Men mon ikke jeg ser anderledes på det i morgen;-)